Alt du skal vide om den engelske moms som privatperson

engelsk moms

England er – efter en langvarig proces – trådt ud af EU, og det har betydning for dig som privatperson. Måske ikke i lige høj grad for alle, men hvis du ofte handler via internettet og køber varer fra England, så risikerer du nu at skulle betale mere, end du hidtil har gjort. Efter Brexit er blevet fuldført, er der nemlig både told og moms, som du skal tage hensyn til. Hvis du vil blive klogere på, hvad Brexit har af betydning for dig som privatperson, så kan du læse mere her, hvor vi gennemgår netop dette. 

Nethandel fra Storbritannien 

Nethandel er nok det område, der primært vil påvirke dig som privatperson vedrørende engelsk moms. Nu skal du nemlig være opmærksom på varens pris og oprindelse, hvis du vil være helt sikker på den pris, du kommer til at betale for en vare. Det er nemlig både varens pris og varens oprindelse, der har indflydelse på de ekstra udgifter, som du risikerer at skulle betale oveni prisen.  

Told på en varer med engelsk oprindelse 

Når det kommer til tolden på en engelsk vare, så afgøres den først og fremmest af prisen. Hvis du køber for mindre end 1150 kr., så slipper du for at betale told i det hele taget. Ligeledes hvis du køber varer for mere end 1150 kr., mens du kan dokumentere at varen oprindeligt kommer fra England, så slipper du også for at betale told. Altså er det ikke ethvert køb, der resulterer i ekstra udgifter. 

Told på varer med anden oprindelse 

Tolden er faktisk først noget, som du skal bekymre dig om, hvis du køber varer for mere end 1150 kr., og du ikke kan dokumentere, at varerne har oprindelse i England. I så fald skal du nemlig forvente ekstra udgifter. De ekstra udgifter – altså tolden – afhænger af den vare, som du har købt. 

Hvornår har en vare engelsk oprindelse? 

Måske er det logisk nok, hvornår en vare har engelsk oprindelse eller ej, men for at fjerne alt tvivl får du her en forklaring. En vare kan nemlig kun have oprindelse i Storbritannien, hvis den er fuldt fremstillet eller tilstrækkeligt bearbejdet i England. En engelsk webshop kan altså sagtens sælge varer, der ikke har engelsk oprindelse, hvis de køber dem fra for eksempel Kina og sælger dem videre for en fortjeneste. 

Moms på varer fra England 

Momsen på varerne fra England er til at regne med – den svarer nemlig til den danske. Denne skal kun betales, hvis du køber varer for mere end 80 kr. – dog med enkelte undtagelser. Hvis du køber varer for mere end 80 kr., skal du betale en moms på 25% af varens pris, fragten og en eventuel told. Undtagelsen er dog, at du altid skal betale moms af varens pris, fragten og en eventuel told, hvis du køber spiritus, vin, øl, tobaksvarer (for eksempel cigaretter), parfume og eau de toilette. Det skal man lige være opmærksom på, hvis man står og skal til at købe den slags varer.